Mønjemaleren Qvistorff

Victor Qvistorff 1883-1953 malede i sin fritid, men fik et maleri med på Charlottenborg og så blev han professionel. De fleste af de 6000 malerier var kun skibsmotiver og han var aktiv leverandør til rederier, kaptajner og værfter. Han havde den svaghed, at han elskede den orangerøde mønjefarve, som bruges til at beskytte skibene mod rustangreb. Den farve var så vigtig, sammen med de endnu ikke overmalede rustfarver, at det blev hans varemærke. Det kom også til at betyde at han ikke solgte så godt til rederierne, da de kun ville have pæne, nymalede skibe uden rustpletter. Han fandt i stedet et publikum blandt private købere, som ikke bekymrede sig om at gøre om på virkeligheden. Han fandt også rutinen med så stor en produktion, og mange af hans værker har karakter deraf, men det overskygger ikke hans kærlighed til skibene, deres omgivelser, og især deres farver.

Skibskatastrofer og dagligdag

Der er altid ballade, når man skal forklare det motiv man maler, tegner eller på anden måde skaber, uanset hvilket medie man arbejder i eller med. Det bliver ikke nemmere, når man arbejder med genkendelige elementer og malestilen er meget realistisk, så er der sjældent nogen vej uden om. Man hænger på det, og egenfortolkningen er ofte altid dårligere eller mere forkert, end det som andre ser eller læser ind i et billede. Man kan slet ikke konkurrerer med andres tankesæt og forestillingsverden. Men nogle gange kan man give et hint, som enten gør det mere mystisk, eller mere banalt. Man er stadig på herrens mark. Når man lægger sig ud i det offentlige rum, så må man tage det som en gave at andre blander sig og siger deres uforbeholdne mening. Acryl på lærred, 70x130. Titel: "Mens vi venter" Privateje.

Forfaldets gave til tegneren

13 år. Gård i Fensmark 1974. Gården holder stand. Jeg tegner den igen og igen. Selvom proportioner er lidt forvredne, så gør det ikke noget. Motivet er oplevet og gengivet med kærlighed og omhu. Bilvraget er en gave til tegneren. Den har stået der og lokket med sin sidste tid. Husker hvordan rat og ratstammens plast var krakeleret og i opløsning. Solen havde bagt olien i bundkaret, og sprukne flager af maling sad stadig fast, der hvor rusten endnu ikke havde sprængt dem af.

Diset, storladen og detaljerig

13 år. Landskab med gård 1974. Solen står højt på himlen og bryder gennem et diset skylag. Det vil jeg have med, så landskabet skal være småt tegnet på papiret, for at få det storladne frem. Jeg arbejder med tre penol-tusser med hætte på; en sort, en grå og en brun - til det rustne bliktag. Forholder mig til træernes placering, så jeg kan få dem tydeliggjort med forskellige skravering og udtryk. Gårdens bygninger og deres karakter skal gengives præcist. Jeg gør dog den fejl at tegne telefonledningerne med. Det er for meget, så her lærer jeg noget mere.

Forfaldets skønhed gengivet

14 år. Faldefærdig lade, Holme Olstrup, 1975. Pen og Akvarel. De grønne partier er ikke styret af en kolorist. De er flade, blege og uden dybe. Jeg er optaget af det faldefærdige tag, med rustne blikplader, der sætter deres egen uorden på motivet. Er ved at få styr på perspektivet og disponeringen på arket, og streger alt op med blyant, inden jeg dypper penneskaftet i tuschflasken.

Parcelhus i løs, præcis streg

13 år. Parcelhus, Fensmark 1974. Sort tuspen. Jeg er tålmodig og har fået noget ud af et motiv, som umiddelbart er uoplagt. Har fået detaljer og proportioner på plads, som ville have glædet arkitekt og bygherre. Gode skift mellem sort og hvidt træværk, de hvide mursten og de sortbejsede bjælker. Simca’en foran carporten er tidstypisk, såvel som huset på dette udstykkede stykke jord. Gadeskiltet og den begyndende beplantning domesticerer nu landzonen.

Mølle og savværk, Fuglebjerg 1975

14 år. Mølle på Fuglebjergegnen 1975. Tusch og pen. Møllen her blev brugt til en savbænk som jeg husker det. Jeg var kommet så sent af sted, at det var blevet mørkt inden hjemturen. Mølleejeren gav aftensmad og jeg fik lov at ringe hjem og sige hvor jeg var, så ingen skulle blive urolige i familie. Husker duften af nyskåret træ og nattemørke gennem skovene på hjemturen. Uhyggeligt og spændende.

Motiver på nabogrunden

15 år. Studie af trægruppe 1976. Der er motiver over det hele, hvis man ser efter. I nabohaven knejser lærketræet sig op og danner en fin kontrast til løvtræerne. Jeg er stadig ved at finde ud af hvordan en skravering virker. Ret tidligt, fandt jeg på at tegne en bue omkring trætoppene, i hvert fald på løvtræerne. Så blev det samlede udtryk mere grafisk og enkelt. Lokale motiver har den hæmsko, at de ikke har rejsen til målet i sig. Jeg måtte kæmpe for at blive på stedet. Jeg er i bevægelse, som det egern der fiser op og ned af lærketræet. Det er forår, grenen fra æbletræet har bristefærdige knopper.

Fensmark Præstegård og præstesøn

13 år. Fensmark Præstegård 1974. Digteren Christian Winther blev født her i 1796. Som dreng var det et udsøgt legested med en frodig præstegårdhave, med høje knejsende træer og køkkenhave og frugttræer. Her kunne man spise sig mæt, uden at beholdningen af afgrøder var svundet ind. Jeg har tegnet præstesønnen Carl-Christian, som nogle gange tegnede med. Han sidder ned ryggen til skolelængen, hvor der blev holdt konfirmationsundervisning. Tegningen skifter sikkert mellem negativt tegnet træstammer og vedbendbevokset lind. Tuspen uden blyantopstregning. Jeg satte pennen direkte på papiret – en øvelse som jeg stadig har gavn af i dag.

Slyngende Suså i farver

14 år. Susåen 1975. Pen og akvarel. Teknisk set et kompliceret motiv. Spejlingen har fascineret mig, men det kaotiske virvar af planter, buske, mark og grøftekant har alligevel været for meget. En mislykket tegning, set med mit nutidige overblik, men dengang husker jeg min begejstring. Jeg husker åens klukløb og myriaderne af svirrende liv omkring og i åen, især vandkalvene der piler overfladesikkert.

Tagpap, knallertbane og Skuderløse

13 år. Landskab ved Skuderløse 1974. Nogle dage tegner jeg 4 tegninger om dagen, andre dage bliver det kun til 1 eller 2. I forgrunden til venstre får jeg en privat anlagt knallertbane med. i Mellemgrunden over hesten og føllet en traktor, der spytter røg. Med få streger placeres landskabet og jeg er ved at få styr på træerne og deres kroner, så de får deres egenart og grafiske virkning. Skuret til venstre havde tagpap og bejset træ. Høj sol en kølig vind.

Støvregn og vådt i vådt

15 år. Dysted Landevej 1976. Vejens stigning op mod gården for enden af bakketoppen er så oplagt at jeg må tegne det. Jeg arbejder kun i gråtoner, fortyndet sort tusch. Svært at styre, da jeg forsøger at få det til at virke vådt i vådt, som med akvarel. Men jeg tegner på bøttepapir og det egner sig dårligt til den teknik. Den grafiske form i motivet er oplagt, men jeg har mistet overblikket og teknikken volder mig problemer. Der er mere tåget end jeg kan tegne, og en blid støvregn tvinger mig til at blive færdig.

Afklædte østers og grillede kæmpehanrejer

Forlæggeren skriver at det er "Simon Bangs skyld det hele." Den er jeg med på. Det var min ide med den erotiske kogebog. I virkeligheden ville jeg blot have udgivet en lille lommebog, med sort/hvide tegninger og simple forførende opskrifter. Den skulle intet være, blot til inderlommen og helt uskyldig at skue. En slags håndbog i forførelse, for kvinden og manden og intet andet. Men undervejs voksede det hele til uoverskuelige dimensioner. Helene Deden kom med opskrifter, som vi svælgede i, og fotografen Johan Biilmann lagde enorme kræfter bag fotodelen, sammen med kokken Sune Rastrup. Vi læste fra Ovid til Pia Tafdrup for at finde ord og sætninger, der kunne følge vores ideer - og jeg havde påskuddet til at tegne afsindig mange damer, så saftigte som fantasien kunne bære. Bogen solgte 7000 ex på ingen tid, hvilket sikkert skyldtes de mere eller mindre halvpornografiske tegninger.

Simon Bang er Jørgen Clevin

Kunsthistoriker Naja Pedersen og Louisiana udgav bogen DEN STORE TOMMELFINGER og bad mig om at gå ind i arbejdet med at udvikle bogens temaer visuelt. Det var på alle måder en leg, som også bogens opgaver og ideer er det. En fornøjelse at se hvordan legen bliver taget seriøst, når den er i kyndige hænder på den forhenværende, men mangeårige leder af Lousianas børnehus, Naja Pedersen.
Det var med ærefrygt at der blev taget livtag med de helt store kunstnere; Rauschenberg, Yves Klein, Frank Stella, Joel Shapiro, César, Calder, Moholy-Nagy, Long, Dubuffet, Albers, Laurens, Max Bill, Rainer, Nevelson og Kounellis. En helt særlig indføring i verdenskunsten, blev det også for mig at byde ind på disse mestre.

Bogen blev bla. anmeldt af Lisbeth Tolstrup: "At få denne bog i hånden gav flere associationer. En gik til Jørgen Clevin, en anden til en fjern fortid som barn i Louisianas første "børneparkering" sidst i 1950'erne. Relationen til Clevin skyldes primært illustratoren Simon Bangs valg af udtryk, der i sin enkle, klart formidlende form har tydelige referencer til de bedste af Clevins arbejder, fra den tid hvor Louisiana endnu var ung."

Europæisk brydning og tradition

Hvordan finder kreative inspiration? Dorte Nielsen og Kiki Hartmann satte sig for at finde ud af det og interviewede 36 europæiske designere, malere, tegnere, grafikere, formskabere med mere, og udgav i 2005 bogværket INSPIRED, som siden er solgt og genoptryk verden over. Jeg fortæller om hvordan jeg bedst arbejder og får mit arbejdsflow til at virke. Her er to opslag fra bogen, med fotos fra tegnestuen. Citat fra interviewet: "I think the most inspiring thing is when your desk is tidy, your finances are in order and you have a white sheet of paper in front of you" (Simon Bang)

Sprukken, soltørret og stolt

14 år. Egetræsstolpe 1975. Pen og akvarel. Sprukken, soltørret og stolt. Stoplen er nok den mest personlige jeg har mødt på min vej. Pigtråden har skåret sig spor dybt ind i træet og den ligner en som Harald Blåtand har pisset op ad. Jeg gjorde som Harald og træet sugede til sig, som om det ikke havde regnet den sommer. Den stod i mosen, på skellet til Holme Herregårds jorde og den overlever sikkert de næste generationer.

Lokomotivet, indefra og udefra

15 år gammel. Damplokomotiv i Næstved remise. Der var helt mørkt indenfor og svært at få afstand til motivet. Der hang en tyk vidunderlig lugt af smørefedt, olie og solvarmet støbejern. Det var kompliceret at få styr på formerne, men jeg tegnede af egen drift og tog forskud på en oplagt elevopgave for den klassiske tegneundervisning. Da jeg kom hjem fik jeg gennemgribende kritik af min far, som selv forsøgte at fordybe sig i sammensætningen af cylindriske former, kasser, ovaler, cirkler og hvad der ellers danner grundlag for at forstå hvordan alverdens motiver er bygget op.

Togsignaler og træer

‎16 år gammel. Togsignaler og telefonledninger ved Holme Olstrup. Sommermorgen, modlys. Jeg undlod bevidst telefonledninger, da de ville blive for markante i forhold til motivet. Var mest optaget af konstrasterne mellem det menneskeskabte og naturens organiske udtryk. Blev blændet af solen, under selve tegnearbejdet. Der var massiv larm fra fuglene i krattet omkring jernbanen og hver time sang det i skinnerne, når Næstvedtoget passerede.

Rettestrup, Sydsjælland 1975

14 år. Gård ved Rettestrup, Sydsjælland 1975. Er optaget af brydninger mellem gammel og nyt og tilføjelser som på denne gård, hvor længen har fået en ny bygning tilføjet. Mener at det er en zink eller blikfacade  på venstre del af længen. Jeg husker fornemmelsen af, at de grønne farver gav motivet et helhedspræg, mens skyggen ved porten tilbød en dramatisk kant til motivet. I dag virker den stadig oplevet og ferm, om end usikker i sine greb. Den har dog et fint perspektiv og en lidt klodset husskade i trætoppen.

Laden er nedrevet

15 år gammel. Petersminde ved Fuglebjerg. De første forsøg med akvarel og pen. Har ikke styr på det endnu. Tegner først motivet op i blyant. Lægger så akvarelfarve på, først himlen, så de store flader og så forgrunden. Var meget betaget af den enorme tagrejsning, og jeg husker stadig det æltede pløre på vejen op til gården. Der var en let moset råddenhed i det stykke vej. Ikke en dårlig lugt, men lugten af ælde, træ, mosevand og jernalder. Nu har papirets buler lagt sig og pennehovedet dyppes i tuschflasken (som dufter godt af jern og shellac) og konturer og træets grene trækkes op. Det var fugtighed i luften og papiret tørrede ikke op, så tuschen løber visse steder, men jeg tegner videre. Det er øvelsen det gælder, og fejlene lærer man mest af. Det var helt mørk da jeg cyklede hjem af de små lande- og markveje der slet ikke var oplyst.

Afvikling af oplandet

13 år. Gård i Fensmark By 1974. Jeg husker min vrede over afviklingen af landet. Jorderne omkring Fensmark by, bliver eksproprieret og nye ens parcelhuse skyder op som ustoppelige klodser. Gårdejeren på min tegning har stillet sig på tværs og nægtet at sælge, så byen bygger omkring ham. Han har fortjent at få sin gård foreviget. Vi er solidariske ham og jeg. Sort og grå tuspen og en effektfuld slagskygge. Det er april og solen står i Sydvest.

Forfald i træ og blik

14 år. Engsbos gård 1975. Pen og akvarel. A3. Er vild med forfald. Det har sin naturlige tiltrækning. Tiden tager sin bid af det menneskeskabte og skaber nye ukendte motiver. Er helt sikker på at jeg tænkte at det var tiltrækkende, men sproget har været utilstrækkeligt. Det var magtfuldt at tegne det, og især det at gense tegningen mange år senere. Sikkerheden i lysten og viljen er tilstede, det kniber stadig med farveforståelse - jeg er talsmand for det iagttagende og gengivende.

Ib Andersen himmel

16 år. Fensmark, 1977. Jeg er flyttet hjemmefra. Bor nu i en skurvogn i baghaven til barndomshjemmet. Jeg er med fuld styrke på vej til at frigøre mig fra familien, og har undervejs opdaget tegneren Ib Andersen (1907-1969). Han er meget inspirerende og jeg øver mig, ved at gentage det han allerede har mestret i lang tid. Det er godt med et godt forbillede. Vi er kun i april måned, men det ligner allerede de lyse nætter udenfor. Over hustaget kalligraferer træerne deres særkende på aftenhimlen. Akvarel, tusch og pen.

Damplokomotiv, Næstved remise

14 år. Lokomotivet igen. Kan ikke få nok af det motiv og jeg har stadig ikke fået hold på formerne, men har fokus på geometrien, cirklen, trekanten, kvadraten og cylinderen. Øvelsen er det tætteste jeg kommer på en rigtig tegneskole, en øvelse som vil trætte enhver elev, når et vist punkt er nået. Men du godeste, hvor har jeg haft meget glæde af det, senere hen. Jeg afprøver både laveringsteknik og ren tusch streg, men jeg er ret tro mod detaljerne i motivet.

Pen & akvarel & køer

14 år. Gård med køer 1975. Pen og akvarel på tegnepapir. Tegneblokken er i A3 format og jeg kan se at flere tegninger i den skitseblok hælder svagt til højre. Min højre arm danner en tegnebue, så motivet mister sit vandrette lod. Kæmper stadig med at fatte akvarellens lethed og muligheder. Her bliver den blot tilført som et lag farve og jeg er meget optaget af motivets kubistiske træk. Trekanter, rumber og cirkler. Jeg arbejder dog med en bevidst enkelhed. Høj himmel, sol og farverne er uden af kontrol både derfor og pga min manglede viden. 

Holmegaard Glasværk

11 år, 1972. Holmegaards Glasværk set fra Fensmark By. Helt til højre Alleén, der gik ned til Glasværket. Min oldefar Christian Bang fik i sin tid også malet nogle oliemalerier af Alleén. Jeg har været meget omhyggelig med at tegne træerne signifikante udtryk. Altid godt med selektiv iagttagelse, når man tegner naturen. Så ved man at motivet er set, og ikke opfundet. Ofte tegner man blot et træ, fordi man tror man ved hvordan et træ ser ud. Ved iagttagelsen belønnes man, med indhentet viden.

Blyant, skitseblok og 11 år gammel.

11 år. Uvejr over mosen 1972. Jeg husker tydeligt det tordenvejr der varmt rullede over himlen og trak sin skygge koldt over markerne, så lyset blegnede. Så kom regnen og bagefter var det duften fra grusvejens støv og flintestykker, der ramte med en varme og mæthed, som en krydret kemisk proces. Med en blød blyant slap jeg heldigt fra motivet, med den forenkling af gråt i gråt. Tegne kunne jeg, men stavningen var mangelfuld på det tidspunkt. 

Ladby Mølle, Sydsjælland

14 år. Ladby Mølle, Sydsjælland 1975. En lille fin sortmalet mølle som havde mistet sine vinger. Tagpap og tjære omsluttede en med sin særlige duft, og træspånerne der dækkede møllesiderne, var sprukne af solens varme. Der var firben og guldsmede omkring møllen, som ellers synede som den mest ensomme mølle, jeg havde mødt på min vej. Sepiatusch, lavering og pen.

Vindmølle fra fortiden

14 år. Kristine Mindes-Mølle ved Dysted 1975. Ved et tilfælde opdagede jeg denne mølle på mine cykelture efter motiver. Jeg samlede på vindmøller, efter jeg havde fundet et generalstabskort fra 1932 med mølleangivelser på. Det blev en besættelse at finde dem og tegne dem. Mange var borte, og resten i en sørgelig forfatning. Ofte var mølleejeren selv afgået ved døden eller også var det efterkommere, som med stolthed lyste op, når møllens historie skulle berettes. Motivet her var et paradis af form og farve. Pen og akvarel.

Billedhuggertegning 1977

16 år. Markvej mellem Fensmark og Stenskoven 1977. Jeg prøver at redde en mislykket begyndelse ved at dyppe penslen i tusch. Måske er billedhugger-tegneren alligevel på vej, til min forskrækkelse. Det er ikke sådan jeg vil tegne. Min farfar er billedhugger og i hans fodspor skal jeg i hvert fald ikke. Jeg er optaget af det man ikke skal. Ville sådan ønske, at jeg har mod, til at tage mere fejl, afprøve noget mere.

Samsø 1977

16 år. Skitse fra Samsø 1977. Rørpen, tusch og blåt blæk. De siger at jeg tegner som en billedhugger. Jeg afprøver teknikker og leder efter en retning. I dag står solen højt på himlen, at man blir helt blind. Godt jeg ikke valgte farverne, de blir helt forkerte i det stærke sollys. Der står en flok nysgerrige kvier bag min ryg og snuser nervøst til mig. Deres savl og varme ånde af tiltygget græs rammer mig.