lørdag den 14. juli 2012

Mønjemaleren Qvistorff

Victor Qvistorff 1883-1953 malede i sin fritid, men fik et maleri med på Charlottenborg og så blev han professionel. De fleste af de 6000 malerier var kun skibsmotiver og han var aktiv leverandør til rederier, kaptajner og værfter. Han havde den svaghed, at han elskede den orangerøde mønjefarve, som bruges til at beskytte skibene mod rustangreb. Den farve var så vigtig, sammen med de endnu ikke overmalede rustfarver, at det blev hans varemærke. Det kom også til at betyde at han ikke solgte så godt til rederierne, da de kun ville have pæne, nymalede skibe uden rustpletter. Han fandt i stedet et publikum blandt private købere, som ikke bekymrede sig om at gøre om på virkeligheden. Han fandt også rutinen med så stor en produktion, og mange af hans værker har karakter deraf, men det overskygger ikke hans kærlighed til skibene, deres omgivelser, og især deres farver.

Skibskatastrofer og dagligdag

Der er altid ballade, når man skal forklare det motiv man maler, tegner eller på anden måde skaber, uanset hvilket medie man arbejder i eller med. Det bliver ikke nemmere, når man arbejder med genkendelige elementer og malestilen er meget realistisk, så er der sjældent nogen vej uden om. Man hænger på det, og egenfortolkningen er ofte altid dårligere eller mere forkert, end det som andre ser eller læser ind i et billede. Man kan slet ikke konkurrerer med andres tankesæt og forestillingsverden. Men nogle gange kan man give et hint, som enten gør det mere mystisk, eller mere banalt. Man er stadig på herrens mark. Når man lægger sig ud i det offentlige rum, så må man tage det som en gave at andre blander sig og siger deres uforbeholdne mening. Acryl på lærred, 70x130. Titel: "Mens vi venter" Privateje.



Forfaldets gave til tegneren


13 år. Gård i Fensmark 1974. Gården holder stand. Jeg tegner den igen og igen. Selvom proportioner er lidt forvredne, så gør det ikke noget. Motivet er oplevet og gengivet med kærlighed og omhu. Bilvraget er en gave til tegneren. Den har stået der og lokket med sin sidste tid. Husker hvordan rat og ratstammens plast var krakeleret og i opløsning. Solen havde bagt olien i bundkaret, og sprukne flager af maling sad stadig fast, der hvor rusten endnu ikke havde sprængt dem af.


Diset, storladen og detaljerig


13 år. Landskab med gård 1974. Solen står højt på himlen og bryder gennem et diset skylag. Det vil jeg have med, så landskabet skal være småt tegnet på papiret, for at få det storladne frem. Jeg arbejder med tre penol-tusser med hætte på; en sort, en grå og en brun - til det rustne bliktag. Forholder mig til træernes placering, så jeg kan få dem tydeliggjort med forskellige skravering og udtryk. Gårdens bygninger og deres karakter skal gengives præcist. Jeg gør dog den fejl at tegne telefonledningerne med. Det er for meget, så her lærer jeg noget mere.


Forfaldets skønhed gengivet


14 år. Faldefærdig lade, Holme Olstrup, 1975. Pen og Akvarel. De grønne partier er ikke styret af en kolorist. De er flade, blege og uden dybe. Jeg er optaget af det faldefærdige tag, med rustne blikplader, der sætter deres egen uorden på motivet. Er ved at få styr på perspektivet og disponeringen på arket, og streger alt op med blyant, inden jeg dypper penneskaftet i tuschflasken.


Parcelhus i løs, præcis streg


13 år. Parcelhus, Fensmark 1974. Sort tuspen. Jeg er tålmodig og har fået noget ud af et motiv, som umiddelbart er uoplagt. Har fået detaljer og proportioner på plads, som ville have glædet arkitekt og bygherre. Gode skift mellem sort og hvidt træværk, de hvide mursten og de sortbejsede bjælker. Simca’en foran carporten er tidstypisk, såvel som huset på dette udstykkede stykke jord. Gadeskiltet og den begyndende beplantning domesticerer nu landzonen.


Mølle og savværk, Fuglebjerg 1975


14 år. Mølle på Fuglebjergegnen 1975. Tusch og pen. Møllen her blev brugt til en savbænk som jeg husker det. Jeg var kommet så sent af sted, at det var blevet mørkt inden hjemturen. Mølleejeren gav aftensmad og jeg fik lov at ringe hjem og sige hvor jeg var, så ingen skulle blive urolige i familie. Husker duften af nyskåret træ og nattemørke gennem skovene på hjemturen. Uhyggeligt og spændende.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...